August 2026

“Jeg havde en ekstra uge, før jeg skulle starte på arbejde igen. Alligevel føltes det, som om hverdagen var begyndt, længe før ferien var slut.”

Jeg troede, jeg havde været smart

Da vi planlagde sommerferien, gjorde jeg noget, jeg ikke plejer. Jeg tog en ekstra uge fri.

Ikke for at rejse længere. Ikke for at opleve mere. Men for at komme hjem i ro.

Jeg tænkte, at det var en god idé. Når vi kom hjem fra Italien, ville jeg have en hel uge til at lande. Pakke kufferterne ud. Vaske tøjet. Finde tilbage til mine egne rutiner. Drikke en kop te uden at kigge på uret. Læse lidt. Være sammen med familien. Bare være.

Jeg var ret overbevist om, at den ekstra uge ville gøre overgangen tilbage til hverdagen lettere.

Det gjorde den ikke.

Hverdagen begyndte, mens jeg stadig havde ferie

Jeg lagde først mærke til det bagefter. Det begyndte ikke den dag, vi kom hjem. Det begyndte allerede, mens vi stadig var i Italien.

Jeg begyndte at tænke på arbejdet. Ikke hele tiden. Bare lidt. Så kom tankerne igen.

“Hvordan mon kalenderen ser ud?”

“Har jeg husket alt?”

“Er der noget, jeg har glemt?”

“Hvad skal jeg nå, inden jeg starter?”

Det var ikke én stor bekymring. Det var mange små. Og langsomt begyndte de at fylde mere, end jeg havde lyst til.

Min krop fortalte mig noget, før jeg selv lyttede

Dagen før vi skulle køre hjem, begyndte jeg at mærke en trykken i brystkassen. Først slog jeg det hen. Måske var jeg bare træt. Måske havde vi gået mange kilometer. Men følelsen forsvandt ikke.

Den nat sov jeg næsten ikke. Jeg tror, jeg fik omkring fire timers søvn.

Næste morgen satte vi os ind i bilen. Vi havde mange kilometer foran os. Til at begynde med gik det fint. Men da vi kom ud på motorvejen, kunne jeg mærke, at noget ændrede sig.

Det blev sværere at trække vejret ordentligt. Uroen bredte sig i kroppen. Ikke fordi der skete noget omkring os, men fordi der skete noget inde i mig.

Omkring en halv time før vi var hjemme, overtog min mand rattet. Jeg satte mig over på passagersædet og kunne mærke tårerne presse sig på.

På vej hjem fra Italien. På det tidspunkt var kroppen allerede begyndt at reagere på overgangen tilbage til hverdagen.

Jeg tog min bog frem. Det lyder måske mærkeligt, for jeg bliver let køresyg, når jeg læser. Men lige dér hjalp det mig. Ordene gav mit hoved noget andet at holde fast i.

Samtidig tog min mand min hånd. Vi sagde ikke ret meget. Der var heller ikke brug for mange ord. Nogle gange er det største, et andet menneske kan gøre, bare at blive siddende ved siden af én.

Da vi kom hjem, gik jeg i gang

Da vi låste døren op, var det første, jeg gjorde, ikke at sætte mig.

Jeg satte en vask over. Tømte opvaskemaskinen. Kørte ud for at handle. Begyndte at planlægge de næste dage.

Det føltes næsten, som om jeg havde travlt med at indhente noget, selvom ingen havde bedt mig om det.

Mine fødder gjorde ondt efter ferien. Min lænd var øm. Jeg var træt. Alligevel fortsatte jeg.

Senere læste jeg lidt og så en film med familien. Men kroppen kunne stadig ikke finde ro. Tankerne var allerede videre.

Jeg havde stadig en hel uge, før jeg skulle starte på arbejde. Alligevel var mit hoved allerede mødt ind.

Hvornår begyndte hverdagen egentlig?

Var det mandag morgen?

Var det, da vi drejede nøglen i hoveddøren?

Eller var den begyndt flere dage tidligere, uden at jeg havde lagt mærke til det?

Listen blev ikke kortere

Det mærkeligste var, at jeg faktisk havde forsøgt at gøre det fornuftigt. Jeg fordelte opgaverne over hele ugen, så jeg ikke skulle nå det hele på én dag.

På papiret så det overskueligt ud.

Men inde i mit hoved føltes det, som om listen voksede, hver gang jeg krydsede noget af.

Når én opgave var løst, dukkede den næste op. Når jeg havde handlet, kom der noget andet, jeg burde huske. Når vasketøjet var sat over, begyndte jeg allerede at tænke på næste vask.

Jeg bar ikke kun på opgaverne. Jeg bar også på forventningen om, at jeg burde have styr på det hele.

Og den forventning vejede langt mere end vasketøjskurven.

Jeg skrev det ned

Der var noget ved oplevelsen, jeg ikke kunne slippe. Ikke kun hjemturen og uroen, men hele den sidste ferieuge blev ved med at fylde. Hvorfor kunne jeg ikke finde ro, selvom jeg havde givet mig selv en ekstra uge, før arbejdet begyndte?

Jeg gjorde noget, jeg ofte gør, når jeg prøver at forstå mine egne tanker: Jeg fandt min notesbog frem.

Ikke for at skrive en Mama's Journal, og ikke fordi jeg allerede vidste, hvad historien skulle handle om. Jeg skrev bare om trykken i brystkassen, tankerne, der ikke ville slippe arbejdet, og følelsen af, at to do-listen voksede, selvom jeg krydsede opgaver af.

Nogle gange er det først, når ordene kommer ned på papiret, at de begynder at give mening.

Et udsnit af de noter, jeg skrev, da oplevelsen stadig sad i kroppen.

Da jeg læste noterne igen et par dage senere, slog det mig, at de ikke kun handlede om mig. De handlede om noget, jeg tror, mange af os oplever: at kroppen nogle gange reagerer, længe før vi selv opdager, hvad der er på spil.

Det var faktisk dér, denne udgave af Mama's Journal begyndte. Ikke med et svar, men med et spørgsmål.

Jeg blev nysgerrig

Jeg begyndte at undersøge, om der fandtes en forklaring. Ikke fordi jeg ledte efter en undskyldning, men fordi jeg havde brug for at forstå, hvorfor fri ikke nødvendigvis føltes som fri.

Det første, der stod klart, var, at ferie faktisk hjælper. En nyere metaanalyse fra 2025 samlede 32 studier og fandt, at ferie har en tydelig positiv effekt på medarbejderes trivsel. Effekten ser også ud til at holde længere, end ældre forskning havde antydet.

Det er vigtigt, for tidligere forskning blev ofte opsummeret med, at ferie ganske vist hjælper, men at effekten hurtigt forsvinder efter hjemkomsten. Den nyere forskning nuancerer billedet: Ferie er ikke bare et kort pusterum uden varig værdi. Den gør noget godt. Men hvordan vi er i ferien, og hvordan vi vender tilbage, ser ud til at have betydning.

I den nyere metaanalyse var især to ting forbundet med bedre trivsel under og efter ferien: fysisk aktivitet og det, forskerne kalder psykologisk afstand til arbejdet.

Det sidste satte sig fast hos mig.

Fri i kalenderen er ikke altid fri i hovedet

Psykologisk afstand betyder ikke, at man skal hade sit arbejde eller glemme, at det findes. Det betyder, at man i sin fritid får mulighed for mentalt at træde væk fra arbejdets krav.

Arbejdspsykologisk forskning beskriver det som at kunne “slukke mentalt” for arbejdet i en periode. Det er en central del af restitution, fordi kroppen godt kan være væk fra arbejdspladsen, mens tankerne stadig arbejder videre.

Det var præcis det, jeg kunne genkende.

Jeg havde ikke tjekket arbejdsmails. Ingen ringede. Ingen forventede noget af mig. Alligevel gennemgik jeg allerede kalenderen, opgaverne og alt det, jeg forestillede mig, at jeg skulle kunne nå.

Jeg havde fri i kalenderen, men ikke helt i hovedet.

Hvad siger psykologerne om restitution?

Forskere i arbejdspsykologi skelner mellem flere måder at komme sig efter arbejde på. Ud over at kunne lægge arbejdet mentalt fra sig handler restitution blandt andet om afslapning, følelsen af selv at kunne bestemme over sin fritid og aktiviteter, der giver en oplevelse af at lære eller mestre noget andet end arbejdet.

Pointen er ikke, at vi skal optimere vores fritid. Det ville være en næsten komisk måde at ødelægge en pause på. Pointen er, at restitution ikke kun handler om at have tomme timer i kalenderen. Den handler også om, hvad der sker inde i os i de timer.

En stor metaanalyse af forskning i psykologisk afstand fra arbejdet fandt sammenhænge mellem bedre mental afstand og blandt andet mindre udmattelse, bedre trivsel og bedre søvn. En anden forskningsgennemgang peger på, at høj arbejdsbelastning netop kan gøre det sværere at koble fra, selv når behovet for restitution er størst.

Det betyder ikke, at enhver tanke om arbejde er farlig. Men når tankerne bliver ved med at køre, kan den tid, der skulle hjælpe os med at komme os, få svært ved at gøre sit arbejde.

Måske prøvede min hjerne bare at hjælpe

Da jeg læste om det, blev jeg faktisk lidt mildere over for mig selv.

Mit hoved prøvede ikke at ødelægge min sidste ferieuge. Det forsøgte sandsynligvis at skabe overblik over noget, der endnu var uklart.

Hvordan ser den første arbejdsdag ud? Hvad venter der? Hvad må jeg ikke glemme?

Den slags mentale forberedelser kan føles som kontrol. Men de kan også flytte os væk fra det øjeblik, vi faktisk står i.

Mens kroppen stadig sad med en bog, var tankerne allerede tilbage på arbejde.

Måske var det ikke mig, der var dårlig til at holde ferie. Måske var det bare svært at skifte mellem to rytmer.

Vi taler meget om at tage på ferie

Vi planlægger rejsen. Pakker kufferter. Finder overnatning. Tæller dagene. Taler om, hvor vigtigt det er at få slappet af.

Men vi taler næsten aldrig om hjemkomsten.

Den sker bare.

Vi låser døren op, starter vaskemaskinen og forventer, at vi hurtigt kan blive den version af os selv, som igen kan holde styr på arbejde, madpakker, kalender, indkøb og alle de små beslutninger.

Måske er det ikke mærkeligt, hvis kroppen ikke skifter tempo lige så hurtigt som kalenderen.

Kroppen kan trods alt ikke læse, at det er mandag.

Behøver vi starte i femte gear?

Jeg fandt ikke et enkelt forskningssvar på, præcis hvordan alle bør begynde efter en ferie. Mennesker, arbejdspladser og hverdage er forskellige.

Men én ting går igen i både forskningen om restitution og Arbejdstilsynets råd om tilbagevenden efter længere belastning: Opgaver og tempo bør passe til de ressourcer, man faktisk har. En god tilbagevenden handler ikke nødvendigvis om at bevise, at man er på fuld kraft fra første minut.

Det er værd at understrege, at ferie ikke er det samme som en stresssygemelding. Men princippet fik mig alligevel til at tænke: Hvorfor behandler vi ofte en gradvis opstart som noget, der kun er tilladt, når noget allerede er gået galt?

Hvorfor giver vi ikke også os selv lidt plads i den helt almindelige overgang tilbage til hverdagen?

Ikke for at gøre mindre for altid. Bare for ikke at kræve alt på én gang.

Det var først senere, jeg begyndte at lande

Senere den første aften hjemme tog jeg et hurtigt bad og gik i seng. Jeg var udmattet, men tankerne blev ved.

Jeg tog bogen frem igen og læste nogle sider. Ikke fordi bogen løste noget, men fordi den gav mine tanker et andet sted at være.

Min mand lå ved siden af mig. Jeg begyndte næsten ubevidst at følge den rolige rytme i hans snorken.

Den ensartede lyd blev et lille anker.

Jeg tænkte også på Mama's Shelfs. På hvorfor jeg i sin tid havde skabt det her univers. Ikke for at fortælle kvinder, hvordan de skal leve. Men for at minde os om, at vi også må være her. At vi også må have brug for en pause.

Langsomt begyndte spændingen i brystkassen at slippe. Tankerne fyldte lidt mindre.

Jeg faldt ikke til ro med det samme.

Men jeg begyndte at lande.

Måske er overgangen en del af rejsen

Vi planlægger ferien. Vi planlægger hjemrejsen. Men vi planlægger sjældent overgangen.

Måske burde vi ikke planlægge den med endnu flere opgaver, men med lidt mere plads.

Plads til at være træt.

Plads til, at kufferten godt må stå i gangen lidt endnu.

Plads til, at den første dag ikke behøver være årets mest effektive.

Plads til at opdage, at tankerne allerede er løbet foran, og stille invitere dem tilbage.

Ikke perfekt. Ikke hver gang. Bare lidt tidligere end sidst.

Refleksionspause

Måske behøver du ikke svare med det samme. Måske er det nok bare at lade spørgsmålene følge dig lidt.

🌿 Hvornår begynder din hverdag egentlig - når kalenderen siger det, eller flere dage før?

🌿 Hvornår mærkede du sidst, at din krop havde brug for et andet tempo end din to do-liste?

🌿 Hvordan ville en blød start se ud, hvis du selv måtte bestemme?

Mit Mama's Moment

Denne måned har mit Mama's Moment været helt enkelt.

En kop te. Et tændt lys. Et par sider i en bog. En ansigtsmaske. Tyve minutter, hvor jeg ikke skulle nå noget.

Et stille øjeblik i haven. Ikke en løsning, bare lidt plads til at lande.

Ikke fordi små ritualer fjerner uro. Ikke fordi de gør hverdagen lettere fra den ene dag til den anden.

Men fordi de kan minde os om, at vi ikke behøver løbe fra første minut.

Et Mama's Moment er ikke endnu en opgave. Det er ikke noget, du skal gøre rigtigt. Det kan være fem minutter med en varm kop kaffe, et åbent vindue, en stille gåtur eller at blive siddende lidt længere, før du går videre.

Det er øjeblikket, der er helten. Produkterne kan bare hjælpe øjeblikket på vej.

Noget jeg tager med mig...

Da jeg begyndte at skrive denne udgave af Mama's Journal, troede jeg, at den skulle handle om ferie.

Det gjorde den ikke.

Den kom til at handle om overgange. Om hvor hurtigt vi skynder os videre. Om hvordan en to do-liste kan vokse inde i hovedet, selv når den på papiret bliver kortere. Og om hvor svært det kan være at være dér, hvor vi er, når tankerne allerede er et andet sted.

Jeg ved ikke, om jeg næste sommer bliver bedre til at holde helt fri. Måske gør jeg. Måske gør jeg ikke.

Men jeg håber, at jeg opdager det lidt tidligere næste gang. At jeg lægger mærke til, når tankerne begynder at pakke ferien væk, før kufferten er lukket.

Ikke for at skælde mig selv ud. Ikke for at gøre ferien perfekt. Bare for blidt at minde mig selv om, at jeg stadig er her.

For hverdagen skal nok komme.

Jeg behøver ikke møde den i femte gear.

Mama's Journal er ikke skrevet for at fortælle dig, hvordan du skal leve. Den er skrevet for at hjælpe dig med at forstå din hverdag lidt bedre.

Kilder og videre læsning

Grant, R. S., Buchanan, B. E. & Shockley, K. M. (2025). I need a vacation: A meta-analysis of vacation and employee well-being. Journal of Applied Psychology, 110(7), 887-905. DOI: 10.1037/apl0001262.

de Bloom, J. m.fl. (2009). Do We Recover from Vacation? Meta-analysis of Vacation Effects on Health and Well-being. Journal of Occupational Health, 51(1), 13-25. DOI: 10.1539/joh.K8004.

Sonnentag, S., Venz, L. & Casper, A. (2017). Advances in recovery research: What have we learned? What should be done next? Journal of Occupational Health Psychology, 22(3), 365-380. DOI: 10.1037/ocp0000079.

Wendsche, J. & Lohmann-Haislah, A. (2017). A Meta-Analysis on Antecedents and Outcomes of Detachment from Work. Frontiers in Psychology, 7, 2072. DOI: 10.3389/fpsyg.2016.02072.

Karabinski, T. m.fl. (2021). Interventions for improving psychological detachment from work: A meta-analysis. Journal of Occupational Health Psychology, 26(3), 224-242. DOI: 10.1037/ocp0000280.

Arbejdstilsynet. Kom godt tilbage til jobbet efter en langtidssygemelding. https://at.dk/faa-viden/kom-godt-tilbage/kom-godt-tilbage-til-jobbet-efter-din-langtidssygemelding/ Bruges som perspektiv på betydningen af en gradvis tilbagevenden og et tempo, der passer til de ressourcer, man har. Ferie er ikke det samme som en sygemelding, men princippet om en skånsom overgang kan stadig give stof til eftertanke.